Petergruppens terror
Samarbejdspolitikken
Modstandsbevægelsen i Danmark var frem til 1942, hvor krigslykken for Nazityskland begyndte at svinde ind, af beskeden størrelse. Danmark havde siden besættelsen den 9. april 1940 ført samarbejdspolitik med den tyske besættelsesmagt, og den danske regering var direkte imod civil modstand. Statsministeren, socialdemokraten Vilhelm Buhl, opfordrede ligefrem i en radiotale i september 1942 befolkningen til at angive medborgere, som måtte formodes at beskæftige sig med illegal bladvirksomhed eller sabotage. Ligesom kong Chr. X. manede han til ro og værdig optræden.
Voksende modstand
En del kommunister havde allerede i 1941 indledt en modstandskampen, da Tyskland angreb Sovjetunionen, og de måtte gå under jorden.
Modstanden mod nazisterne steg afgørende fra den 29. august 1943, hvor samarbejdspolitikken brød sammen, og den danske regering trådte tilbage.
Det kom nu til demonstrationer, strejker og gadekampe mod tyskerne og myndighederne, selvom det blev indført udgangsforbud. Endnu en optrapning af modstanden mod nazitanken kom året efter den 19. september 1944, da det danske politi blev interneret.
Tysk lov og krigsret
I starten af krigen kunne, ville og skulle dansk politi opretholde lov og orden, men da politiet var væk, blev det nu alene en sag for tyskerne og tysksindende danskere at forhindre og opklare hærværk, sabotage, stikkermord og andre tysk- og tyskerfjentlige handlinger. Kommunen oprettede Byvagten, et vagtværn, der håndhævede dagligdagens lov og orden.
Werner Best var fra november 1942 tysk øverstbefalende i Danmark. Han var under stærkt pres fra Tyskland, der løbende krævede, at dansk politi og lovgivning skulle stramme grebet om modstandsbevægelsen, og han ønskede, at samarbejdsregeringen indførte dødsstraf for sabotage. Det kom dog ikke til at ske, men tyskerne besluttede, at tyske krigsretter kunne tiltale og dømme danske statsborgere i Danmark.
Første henrettelse gik ud over en nordjysk sabotør den 28. august 1943 - dagen før den danske regering gik af og Folketinget opløste sig selv - og tyskerne indførte militær undtagelsestilstand.
Tyske politinstanser optrappes
Som led i besættelsen af Danmark havde tyskerne oprettet instanser, der skulle forhindre og nedkæmpe modstanden, men virkeligheden viste en stadig stigende modstand. Fra Hitler og Tyskland var kravet, at der skulle sættes hårdere ind, og i løbet af sommeren 1943 kom tre tyske politibataljoner og sikkerhedspolitifolk til Danmark.
Fra september 1943 var det tysk politi, der var den udøvende myndighed i det besatte Danmark, og de var delt i fire enheder; SD (Sicherheitsdienst), Gespapo/SIPO, KRIPO og ORPO.
Günther Pancke, udnævnt af Hitler, stod i spidsen for dem alle. Det var ham, der havde ansvaret for, at en beslutning truffet i Tyskland om, at for hver tysker dræbt i Danmark, skulle der likvideres fem danskere. Tyskerne i Danmark udarbejdede en liste med navne på folk, som kunne være passende for hævnmord. Her stod bl.a. præsten Kaj Munk.
Schalburgkorpset
blev oprettet 1. april 1943. Oprindeligt var navnet Germansk Korps, men det blev ændret til Schalburgkorpset i september 1943. Korpset bestod primært af tidligere danske østfrontfrivillige, der bistod tyskerne med at bekæmpe modstandsbevægelsen. Initiativet kom fra SS i Tyskland, som ønskede at skabe en enhed, der kunne vinde danskerne for den storgermanske idé. I praksis blev korpsets medlemmer benyttet til bekæmpelse af modstandsbevægelsen og deltog i vid udstrækning i den tyske "modterror".
Petergruppen - volden eskalerer
Der blev oprettet en særlig aktionsgruppe, Sonderkommando Dänemark, Schalburgkorpsets terrorgruppe, der skulle tage sig af hævndrab og organisere og udføre voldshandlinger i Danmark. Gruppen fik tyskeren Otto Alexander Schwerdt som chef. Hans dæknavn blev Peter Schäffer, og gruppen kom til at hedde Unternehmung Peter - Petergruppen.
Gruppens medlemmer skulle deltage i likvideringer, sabotageaktioner og bombesprængninger mod personer og ejendomme, der var forbundet med modstandsbevægelsen eller som blev anset for at være anti-nazistiske.
Gruppens første arbejde skete 30. december 1943, da den københavnske redaktør Christian Dam skulle have været dræbt, men de tyske attentatmænd fejlede dette forehavende. Det samme skete for folk fra Schalburgkorpset samme dag, da de efter en spontan indskydelse og uden forberedelse forsøgte at dræbe politikerne Ole Bjørn Kraft og Aksel Møller.
Mordet på Kaj Munk
Den 4. januar 1944 begik Petergruppen sit første clearingmord, da Kaj Munk ved Hørbylunde Bakke blev dræbt med tre pistolskud. Petergruppen havde efterladt en seddel på gerningsstedet med ordene: "Du, Svin, har alligevell arbejdet for Tyskland".
Den ubehjælpelige formulering og stavefejlene afslørede, at det næppe var en dansker, der havde skrevet sedlen, men en tysker.
Otto Bovensiepen og omorganisering
I Tyskland var man da heller ikke imponeret over Petergruppens start. Der blev strammet op med nye folk i ledelsen, hvor Otte Bovensiepen blev ny leder af det tyske sikkerhedspoliti. Han blev dermed overordnet chef for Petergruppen, som han også forstærkede med flere folk. Der kom også flere danske nazister med, og de fik i stigende omfang en vis status i gruppen på grund af deres fuldstændig hensynsløse adfærd, når clearingmordene skulle begås eller schalburgtageaktioner udføres.
Første clearingmord i Aarhus
Tyskerne opdelte Petergruppen i to afdelinger: En i København og en i Odense, der skulle stå for aktionerne på Fyn og i Jylland.
To af de danskerne, der var knyttet til Petergruppen, var medicinstuderende Fritz Køppe og kontorassistent Viggo Gerhard Kieme.
De to udøvende Petergruppens første aktion i Aarhus den 3. februar 1944, hvor landsretssagfører Holger Christensen blev dræbt af skud bagfra ved sit hjem i opgang E i Klintegaarden på Skovvejen. Mordet på sagføreren var et clearingmord, en tysk hævn for modstandsbevægelsens sabotager. Både Kieme og Køppe blev senere dræbt af danske modstandsfolk.
Petergruppen i Aarhus
Petergruppens afdeling på Fyn blev lukket allerede i sommeren 1944. Nu skulle Petergruppen have en afdeling i Aarhus med SS Sturmbannfüher (Major) Philipp Schmitt som leder. Han kom til Danmark fra Belgien, hvor han havde været leder af en koncentrationslejr og kendt for vold. Petergruppen i Aarhus bestod indledningsvis af seks mand, men kort efter af otte, da endnu et par danske nazister blev indrullet i terrorgruppen.
Allerede i november 1944 blev han afløst af Horst Issel, der blev ny leder af de to afdelinger med 12 medlemmer - et mix af tyskere og danskere, der i en lind strøm begik clearingmord og schalburgtage rundt om i landet. Senere flyttede Petergruppens provinsafdeling til Kolding.
Petergruppens sidste to sidste drab blev begået 21. april 1945 i Svendborg.
Retsopgøret
Efter krigen blev flere medlemmer af Petergruppen retsforfulgt for deres forbrydelser, og flere blev dømt til døden eller lange fængselsstraffe for deres rolle i den nazistiske terror. 11 danske petergruppefolk måtte 25. maj 1946 stå til regnskab for et anklageskrift på 281 forhold, hvor af 102 var drab (dommen lød på 94 drab), 25 drabsforsøg og syv togattentarer med 26 dræbte plus 157 sabotagehandlinger. Gruppens terrorhandlinger havde koster 145 mennesker livet og forårsaget skader for 100 millioner kr. (2,5 mia. kr. i nutidsværdi).
To af de meget aktive danskere i gruppen var de indfødte aarhusianerne, Robert Lund og Kaj Henning Bothildsen Nielsen
